SVBK-stævnet i Sundby hallerne

Volley VUF deltog i SVBK-stævnet i Sundby hallerne med 8 personer på holdkortet. Humøret var højt fra begyndelsen og vi var klar til at spille. Første kamp lagde vi ud med at vinde første set, men vores modstandere kæmpede sig tilbage i andet set og tvang os ud i et tredje. VUF trak sig sejrrigt ud af kampen, og vi skulle dernæst op imod vinderne fra den anden kamp i vores pulje. Endnu engang kom VUF stærkt fra start og vi vandt det første set. Andet set så det ud til at være et VUF hold med bid i, men desværre fandt modstanderne ud af, at de kunne slå en god serv af sted, og vi var ikke i stand til at svare tilbage. Vores 11-points forspring forsvandt, og vi tabte andet set. I tredje set fortsatte vores modstandere deres momentum, men vi svarede fint tilbage, men efter et tæt og sjovt set endte vi desværre med at tabe, dog kun med to tætte point.

Og så var det tid til pizza pause!

Vi blev matchet op imod et hold, der, ligesom os, havde vundet én og tabt én. Desværre var pizzaerne dog ikke kommet helt ned igennem vores spiserør, og vi havde derfor ikke fået den nødvendige energi til at kæmpe tilbage mod vores modstandere. Vi tabte begge set og skulle derfor spille en sidste kamp. Efter et lille holdmøde aftalte vi at vende tilbage til det høje humør og smile lidt mere. Dette resulterede i en superfin sejr på to set, som vi kunne slutte dagen af med.

To sejre og to nederlag var slutresultatet, men det sjov vi havde tæller som den største sejr.

Stævne i Sundby Hallerne

VolleyVuf

Volley VUF deltog igen i stævne efter en længere pause. Motivationen var helt i top, og første kamp af fire gik som en leg, vi vandt begge sæt.

I de efterfølgende to kampe spillede vi rigtig godt, vandt ét sæt og tabte ét. På grund af setup med kun to sæt pr. kamp var det antal point der afgjorde sejr eller nederlag, og her faldt det en smule uheldigt ud for os.

Sidste kamp… tja, der var vi hvis bare blevet for trætte.

Som holdkaptajn ledte Sebastian os med sikker hånd gennem de mange svære formaliteter, og vi havde en fantastisk dag med masser af godt spil, masser af god volleylæring og hygge.

Det var otte trætte, men glade, Volley VUF-fere som vendte hjem fra en god og lærerig stævnedag.

Stævne i Sundby Hallerne

Team VUF i Sundbyhallerne

Efter at have vundet alle 4 kampe indtog Volley VUF 1. pladsen ved turneringen i Sundbyhallerne i lørdags.
Selv en skade kunne ikke stoppe os, hvor fantastisk teamwork, fremragende spil og højt humør gav os sejren til sidst.
Alt i alt en sjov dag med WUF-erne, og vi fandt også tid til at nyde det solrige vejr på vores afslappende pizzapause i den nærliggende park.

Stævnet i Vejbyhallen

Stævne i Vejby
Volley VUF var repræsenteret med et hold ved stævnet i Vejbyhallen søndag 5/12-2021. Dagen stod på masser af volley, god stemning og alletiders værtskab af den lokale klub Vejby Volley. Der var disket op med hjemmebagt kage og brød, ost og chokolade, kaffe og te… følte vi os forkælede… ja, det kan I tro 🙂
 
Efter stævnet var vi nogle, som tog på tur til pragtfulde Heatherhill ved Sjællands nordkyst.

Lige nu i Volleyvuf

Volley turnering i Prismen

Selvom vi ser mod slutningen af sæsonen så opfordrer vi stadig potentielle medlemmer til at komme og prøvetræne hos os, for at se om det kunne være interessant at blive en del af Volley VUF.

Vi har stadig ledige pladser til Torsdagsholdet hos Volley VUF.
Potentielle nye medlemmer vil få tilbudt prøvetræninger om Torsdagen.
Skriv eller ring for at høre nærmere.

En dejlig dag i Solrød

Volleyvuf holdet i Solrød

Syv friske VUF-medlemmer har idag været afsted til stævne i Solrød. Holdet kom flyvende fra start og vandt den første kamp over Frederikssund – sådan! Herefter endnu to gode kampe mod Himmelev og Sportskollektivet, som dog desværre faldt ud til modstanderholdene. Til slut en super tæt kamp mod Døvania, som endte 15-13 i tredje sæt – desværre ikke til os. Men alt i alt en rigtig god dag med masser af volleyball, sammenspil og sjov! 

Stævne i Solrød

Stævne i Solrød

I dag var vi til DGI-stævne i Solrød. Vi spillede tre kampe mod hhv. Outlaws (fra Glumsø), Døvania og SportsKollektivet. Ud over at det var hyggeligt og lærerigt, havde vi nogle gode kampe og spillede fint. Vi vandt over Døvania og spillede næsten lige op mod SportsKollektivet, som dog gik sejrrige ud af den match… tja, Outlaws… de var hårde.

Sæsonstart i Volley VUF

Beach volley
BI løbet af sommeren har Volley VUF været på Amager Strand, for at holde dampen oppe, mens Prismen var lukket, og for at pleje det sociale… at spille beachvolley, hygge og spise.
Billedet er fra søndag 4. August, hvor der var sol, blå himmel og godt humør.

Mandag 12/8 startede indendørssæsonen, og der var 15 volleyspillere, som gik til den med glæde og god energi. Efter et forår, hvor vi har været for få, var det virkelig fedt, igen at kunne spille 6 spillere på hver banehalvdel (+ 1-2 udskiftere).

Vi byder velkommen til jer nye, og håber I også får lyst til at være en del af fællesskabet i Volley VUF.

Beachvolley

Tak for endnu en dejlig sæson i klubben! Prismen holder nu lukket helt frem til mandag den 12/8, hvor vi starter næste sæson op med et spillermøde kl. 19.20 efterfulgt af sæsonens første træning.

Sommeren kan dog stadig bruges på volley – beachvolley!

Vi afholder årets første beachvolleyarrangement fredag den 12. juli fra kl. 15 på Amager Strandpark. Vi mødes ved beachvolleybanerne ved Kilometerbroen, hvor vi sætter vores eget net op, så vi har mulighed for at spille så længe vi har lyst til. Klubben sørger for at der er lidt at spise og drikke i løbet af eftermiddagen, så I skal bare komme og spille, hygge og have det sjovt.

Beachvolleyarrangementet er for alle, så tag gerne familie og venner under armen til en hyggelig dag på stranden! Vi ses.

Stævne i Solrød

Stævne i Solrød

Så blev det dagen for forårets sidste DGI-stævne. Vi havde 4 gode, men hårde kampe. Vi havde også mange dommer-tjanser i dag… og det klarede vi fint.

Om lidt hygger vi med pizza på kanten af Karlstrup Kalkgrav. Det har været en dejlig dag.

Stævne i Osted

Volleyvuf til stævne i Osted

Her ses det seje stævnehold i Osted.
Indtil videre meget hårdt mod VAGS, lidt svært mod Frederikssund, men stor sejr over Roskilde.
Der har været et par afbud, men VUF kæmper tappert videre med 5 m/k på stævneholdet.
6. mand kigger forbi med øl og sodavand… og en skadet finger.
Om lidt går det løs med 4. og sidste kamp… pøj-pøj.

Kom og spil med os

Volleyvuf spiller i Prismen

Volley VUF starter forårssæsonen op mandag d. 7/1. Kl. 20, og byder velkommen til en ny sjov sæson for både nuværende som nye medlemmer.
Tænker du, volleyball kunne være noget for dig, så er du velkommen til 3 gratis prøvetræninger.
Volley VUF er en klub, som lægger stor vægt på at have det sjovt og give plads til alle. Man behøver ikke at have spillet volley før. Det eneste krav er dog, at man er fyldt 15 år.

Ingen træning 5. juni / Sidste indendørstræning 26. juni

Næste mandag, den 5. juni, er både 2. Pinsedag og Grundlovsdag, så Prismen holder lukket og vi må springe træningen over.

Der er almindelig træning den 12., 19. og 26. juni. Derefter holder Prismen sommerferie, og vi trækker i stedet ned på stranden og spiller beach volley hen over sommeren. Flere oplysninger herom følger senere.

Lige nu i Volley VUF

Der sker gode ting i Volley VUF lige nu. Vi spiller en del kampe til diverse stævner rundt omkring på sjælland, og så har vi fået en del nye medlemmer. Vi siger velkommen mange gange til Julie, Christian, Kristian og Sebastian. Derudover, så ligger vi lige for tiden med et stærkt antal medlemmer til træning, hvilket er dejligt når man tænker på, at her i efterår/vinter perioden, plejer der at være et faldende antal. Godt gået alle sammen!

Så skal der spilles kamp(e)!

Det er snart weekend, og det betyder stævne!! Der er alternativ stævne i Sundby og der skal vi selvfølgelig være med. Vi stiller stærkt op som altid. Holdet i dagens anledning ser således ud:

  • Bo
  • Carl Magnus
  • Magnus
  • Janus
  • Troels
  • Simon

Tid og sted: Sundby hallerne fra ca 13-20.

Kom gerne og hep på os på lørdag.

Den nye sæson!

Så startede den nye sæson i Volley VUF. Der var dejligt fremmøde og alle var i godt humør. Vi afholdte et lille spillermøde før træning hvor vi blandt andet diskuteret træning, rekruttering, m.m. Derefter startede det sjove!

Det var en skøn træning og dejligt at se at folk var så ivrige for at komme i gang igen. Vi trænede lidt teknik og afsluttede opvarmning/trænings delen med et spil kaos. Normalt varer et spil kaos ca. 8 minutter, men i aftes tog det 20 minutter for det ene hold at vinde! Folk var meget trætte. Resten af træningen stod på almindeligt spil.

Tak allesammen for en fantastisk start på sæsonen og vi håber at det fortsætter i samme stil hele sæsonen igennem.

Sundby stævne resultat

Volley Vuf var til Stævne i lørdags! Dagen gik godt selvom det var lidt udskiftning af en spiller undervejs.

Vi vandt 3 kampe og tabte 1, så alt i alt et godt stævne!

Tak til stævneholdet der bestod af Bror Emil, Troels, Simon, Alexander og Linn. Også et stort tak til Karl Georg og Lars Peter der deltog delvist til stævnet.

2. 3. Vuf!

Resultat fra weekendens stævne

I går, søndag d. 21/2, var vi i Solrød til endnu et stævne.
Efter en lang og hård dag sluttede vi som stævne vindere endnu engang. Vi spillede 4 kampe og vandt over Veksø som vi tabte til sidste gang.

Volley VUF er i øjeblikket ubesejret i 8 kampe og har nu vundet 2 stævner i sæsonen 15/16! Vi håber den gode stime fortsætter resten af sæsonen.

Mange tak til dem der kom og heppede på os på dagen. I er så seje!

Solrød Stævne

Vi skal til stævne i solrød her på søndag! Alt er på plads og vi satser på et godt stævne, med samtlige kampe vundet.

Stævne holdet til søndag består af:

Lars Peter
Amanda
Bror Emil
Troels
Wladimir
Simon BZ
Simon L

Kom og vis jeres support og hep på holdet.

Årets første stævne!

Så sker det! Årets første stævne skydes igang i morgen kl 12. Stævnet afholdes ude i Sundbyhallerne og slutter kl 20.
Vi håber at se så mange af jer på sidelinjerne som muligt stå og heppe.

Vi ses i morgen

// Volley VUF

Årets første stævne – Sundbyhallerne

Så er alt på plads til årets første stævne. Stævnet holdes ude ved sundbyhallerne, lørdag d. 30/1. Vi satser på et succesfyldt stævne, med samtlige kampe vundet.
Holdet til stævnet består af:

  • Lars Peter
  • Amanda
  • Bror Emil
  • Troels
  • Asger
  • Karl Georg
  • Magnus
  • Simon

Kom og vis jeres support og hep på holdet.

Det nye år

Hej allesammen,

Så er vi gået igang med 2016! Vi havde første træning mandag d. 4 og det var dejligt at se de andre fra holdet igen efter den lille pause.

Her i de første tre måneder i foråret er der mulighed for holdet at deltage i 5 stævner. Lige så snart holdet er faldet på plads mht. deltager, vil “kommende program” blive opdateret således!

Kig forbi vores hjemmeside igen snart for mere info!

Hilsen,

Volley VUF

Sidste træning i år

Nu på mandag (d. 21/12), har Volley VUF sidste træning i det nye år. Det har været en dejlig 2015 og vi glæder os meget til 2016.

Vi håber at byde en masse nye medlemmer velkommen til klubben og at indlede 2016 med god træning og vundet stævner.

Tak for i år, vi ses i det næste.

Hilsen,

Volley VUF

Hvordan er det gået i holdets 2 stævner her til efteråret?

Som i måske ved, var Volley VUF til 2 stævner i efteråret. Det første stævne var arrangeret af SVBK i sundby hallerne. Samlede spillede vi 4 kampe. De første 2 vandt vi efter nogle hårde set og desværre tabte vi de sidste 2. Det var en lang og hård dag, men holdet var meget tilfredse ved slutning af stævnet.

Næste stævne var i Solrød. Det var en lidt langsom dag og det virkede som om spillerne ikke var helt oppe i gear som til SVBK stævnet. 2 kampe blev det til, hvor vi vandt det første og tabte desværre det andet. En skuffende dag, men holdet var stadig tilfreds.

Der er nu ikke flere stævner i 2015, så vi glæder os til at fortælle jer alt om dem vi skal deltage i, i det nye år!

Hilsen,

Volley Vuf

Hjemmesiden er live!

Efter en del hårdt arbejde er hjemmesiden nu klar. Her vil du kunne kontakte os angående hvad som helst, se vores kommende program og læse alle nyheder omkring Volley VUF.

Vi håber i kan lide siden og hvis der skulle være nogle problemer, må i meget gerne kontakte os og fortælle os om det så vi kan få det rettet med det samme.

Hilsen,

Volley VUF