Volley i Vejby

Paulina som super-smasher

Søndag den 5. januar deltog 4 spillere fra Volley VUF i nytårsturneringen i Vejby (Nordsjælland).

Vi blev budt velkommen med morgenmad, hvorefter alle fremmødte blev fordelt på fem hold ved lodtrækning. Senere på dagen bød Vejby Volley på kagebord, frugt og hotdogs.

Mint og Jacob kom på samme hold, og Paulina og Lars Peter kom på hvert sit hold. Dette var en fantastisk mulighed for at møde nye mennesker og afprøve vores fleksibilitet i et nyt samarbejde.

Deltagerniveauet var meget forskelligt, men alle fra Volley VUF gjorde det godt på hver vores hold. Vi fik spillet en masse volley, havde nogle gode timer, og vores spillere fik en 5. plads, en 4. plads og en delt 1. plads med vores nye midlertidige hold.

Efter turneringen tog vi en kort tur til havet, hvor vi slog smut og nød de smukke udsigter. Derefter kørte vi hjemad ad små eventyrlige veje i det snedækkede landskab. Det var trætte, men glade, volleyballspillere der vendte hjem til København søndag eftermiddag.

Tak til Vejby Volley for en fantastisk dag!